Velkommen til visionen
Kulturhuset Ølsted Station

AKTUELT

Gratis medlemskab i 2026

Vi vil fortsat gerne have så mange ombord som muligt, så er du interesseret i kvit og frit at være med i foreningen Kulturhuset Ølsted Station kan du kontakte os på kulturhuset@oelstedstation.dk.

 

KORT OG GODT

Omdannelse til kulturhus

Hvad handler dét nu om?

I 2023 startede Halsnæs Kommune en områdefornyelse i Ølsted. Her foreslås, at den smukke 128 år gamle stationsbygning tages i brug af byens borgere som kulturhus. Derfor startede vi en arbejdsgruppe af ildsjæle, som sammen med alle interesserede borgere knokler for at gøre drømmen til virkelighed. Der er stor interesse i at tage bygningen på Ølsted station i brug til lokale formål og aktiviteter – faktisk et mangeårigt ønske, der er særligt relevant nu, da bygningen siden midten af 2022 har stået tom. Lokaltog A/S ejer i dag bygningen. Projektet sker på frivillig basis gennem foreningen Kulturhuset Ølsted Station. Det er gratis at være medlem i 2026.

Hvad skal det blive til?

Konkret har vi et ønske om at etablere følgende i den smukke stationsbygning fra 1897: Café (borgerdrevet eller kommerciel), møde-, forenings- og foredragslokaler, markeder, udstillinger og koncerter, værksteder og workshops, salg af lokale varer, kunst, m.v. eller turistinformation m.m. Først og fremmest skal vi sikre os, at vi får en station i bymidten, der har atmosfære og er åben for os alle, og tilhører Ølsted-borgerne i fællesskab.

I områdefornyelsesprogrammet er der afsat ca. 790.000,- kr. i offentlige midler til netop stationsprojektet. Herudover skal vi bl.a. finde fondsmidler. Indtægter til kulturhuset kan bl.a. ske gennem udlejning af kontorlokaler på første sal.

Kort og godt vil vi opnå

At bygningen bevares og det stationsære byområde forskønnes – som en vigtig del af Ølsteds DNA og vigtig bærer af stationsbyernes kulturhistorie.

Give plads til fællesskab og aktiviteter – borgernes hus med plads til  fællesskaber på tværs.

Skabe tryghed og liv på stationen – Stationen er byens hjerte og en nødvendig forbindelse til de omgivende større byer.

Hvor langt er vi så?

I de sidste års tid har vi indsamlet en masse inspiration og referencer, så vi er godt klædt på til at fortsætte projektet. Vi har stiftet foreningen ”Kulturhuset Ølsted Station” og er i dialog med Lokaltog A/S og Halsnæs kommune.

Vil du vide mere?

Vi ønsker at få så mange med i projektet som muligt og svarer altid gerne på  spørgsmål.

Kontakt os via: kulturhuset@oelstedstation.dk